Jeg tænker på evnen til at fortryde. På evnen til at rumme fortrydelse.
“Kom videre” siger de.
“Du kan jo alligevel ikke gøre det om.”
Men selv om jeg ikke kan ændre fortiden, men det må godt være tilladt at fortryde. Jeg vil have lov til at måtte fortryde. Jeg vil have lov til at bruge mine fortrydelser til at blive et bedre menneske. Til at hele sår. Til at lære om mig selv. Til at lære om andre. Måske sige undskyld. At fortryde min handling. Min holdning.
“Du traf jo den bedste beslutning ud fra den viden, du havde.”
Ja, måske – men måske ikke.
Det må godt være tilladt at så tvivl om egne indsigter og hensigter. At så tvivl uden det bliver til udskamning. Uden det bliver til skældud.
Det har jeg ikke lært at være i. At være i det ubehagelige. At være i at lære noget ubehageligt om mig selv.
Det har vores samfund ikke lært at være i.
Enten skal vi bare hurtigt videre uden at tænke for meget. Tage en tudekiks og sige pyt. Læg det væk. Gjort gerning kan ikke ændres.
Eller også skal vi omfavne den store tilgivelse af os selv. Tilgivelse af andre mennesker. Den altomsluttende rummelighed af egne og andres fejl.
Det er som om, der ikke er noget sted midt i mellem. En tilstand, hvor man blot er iagttagende og observerende overfor sig selv. Overfor sine egne oplevelser. Sine egne følelser. Kritisk undersøgende uden at afsige dom.
Kvalitet er ikke objektivt. Kvalitet i kunst er ikke objektivt. Kvalitet i økonomi er ikke objektivt. Kvalitet i videnskab er ikke objektivt.
Kvalitet er en samling af parametre, der vægtes mod hinanden. Værdien af parametrene afhænger af dine personlige (eller tillærte) værdier.
Jeg arbejder i et naturvidenskabeligt miljø. I en videnskabelig verden, hvor man kunne forledes til at tro, at kvalitet er en fast defineret og uforanderlig størrelse. – Det er det ikke.
Jeg er dagligt vidne til diskussioner om kvalitet. Hvad vægter højest? Hvornår er ‘godt’ godt nok? Hvor store udsving vil vi tillade? Hvordan måler vi kvalitet?
De samme diskussioner findes inden for kunst. Hvornår er et stykke kunst af høj kvalitet?
Et maleri? Afhænger kvaliteten udelukkende af motivet? Af penselstrøgene? Af kunstnerens intentioner? Af farverne? Af kompositionen? Af fortællingen omkring maleriet? Om dets tilblivelse?
Litteratur? Er kvaliteten i emnet? I sætningerne? I plottet? I sprogets variation? I forfatterens intention med teksten? I læserens oplevelse af eller indlevelse i fortællingen? I karakterernes personligheder. Deres handlinger. Deres holdninger. I skildringerne af karakterer, begivenheder og steder?
Denne let kaotiske og fragmenterede samling af ord, er et forsøg på at beskrive det tankemylder, der hersker i mit hoved døgnet rundt.
Dette digt blev til på det tidspunkt i mit liv, hvor det gik op for mig, at der findes mennesker, hvis hoveder IKKE virker på den måde. At det ikke er hos alle, at tankerne hopper rundt som ukontrollerede Tigerdyr. En erkendelse, der gav anledning til at se både mig selv og andre i et nyt lys.
Det virkede indlysende, at det skulle være denne fragmenterede flyvske samling af ord, der blev mit første videodigt. Digtet var skabt til også at blive til visuelle ord.
Jeg har i størstedelen af mit liv troet, at jeg blot var virkelig dårlig til at tæmme mine tanker og holde styr på dem. At alle andre mennesker havde et eller andet særlig trick, de kunne, for at indfange tanker og holde dem fast.
Og så en dag gik det op for mig, at det slet ikke var tilfældet.
Det gik op for, at mange andre mennesker slet ikke har behov for at bruge energi på den slags. Og derfor slet ikke har brug for at opøve alle mulige strategier, for at holder tankerne på plads. At deres tanker tilsyneladende bevæger sig roligt. Ikke råber i munden på hinanden. Ikke spænder ben og snubler over hinanden for at komme til, men venter pænt til det bliver deres tur i tankerækken.
Jeg tror ikke på magi – ej heller på det spirituelle. Jeg tror ikke på tanken om at noget større driver min kreativitet. Vi mennesker er utrolig drevne i at se mønstre, der understøtter vores egen fortælling.* Vi er mestre i, at få udfaldet af en hændelse til at passe i vores selvforståelse og oplevelse af begivenheder. Det er ikke magi. Det er efterrationalisering.
Jeg tror til gengæld på værdien af at have noget, der sætter skabelsen i gang. Noget, som skaber en tilpas forstyrrelse i vores verdensbilleder og fasttømrede tankemønstre. Noget, som løsner op. Noget, der giver et afsæt for nye tankerækker. Noget, der giver et fokus, en prioritering.
Måske er det et slag med en terning, at trække et tarotkort eller læse et bibelcitat. Det er mindre vigtigt, hvad der skaber forstyrrelsen. Vigtigt er at det hjælper med at vende tingene rundt og sætte noget uforudset i fokus.
Fokus skærper kreativiteten. Fokus baner vejen til flow. Den flydende berusende tilstand, hvor den ene tanke tager den anden. Hvor ordene følger hinanden i overraskende retninger. Hvor idéer og erkendelser springer frem, som blomster på en forårseng.
Uventede ord, billeder, lyde er katalysatorer. Tanker og kreativitet skal have noget at leve af. Der skal brændstof til.
*Dette fortæller Morten Münster en hel masse om i sin fantastiske bog om mennesker “Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”.
En genvej til at blive klogere på deres kvaliteter og egenskaber?
En genvej til at kende deres største styrker og og dybeste frygt?
Modellen har jeg lånt ude fra den store verden. Den hedder Talent Pittfall eller Kernekvadranten (Core Quadrant ®).**
Med den får du lynhurtigt dyb og indgående kendskab til dine karakterer.
I sin opbygning og brug er Kernekvadranten utrolig simpel.
Den består af fire kvadranter, der hver beskriver handlinger eller egenskaber, som kan være fremherskende hos en person.
Sådan bruger du Kernekvadranten
1. kvadrant – Styrke
Start med at identificere din karakters største styrke. De fleste har forskellige styrker i forskellige situationer, så prøv at gå efter det karaktertræk, der er mest fremherskende. Det kan du gøre ved at stille spørgsmål som:
Hvad værdsætter andre ved karakteren?
Hvilke egenskaber ved sig selv tager karakteren som en selvfølge (og kan slet ikke lade være med)?
2. kvadrant – Faldgrube
Dette her er styrkens skyggeside. Hvad sker der, når karakteren kommer til at overgøre sin styrke? Når det kammer over og bliver for meget? Her kan du stille spørgsmål som:
Hvornår har karakteren brug for at retfærdiggøre sine handlinger overfor sig selv?
Hvornår møder personen modstand eller modvilje hos andre? Altså hvornår synes andre at vedkommende er ALT for meget.
3. kvadrant – Udviklingspotentiale
Her skal du undersøge, hvad din karakter kan gøre eller blive bedre til, for at undgå at havne i faldgruben? Det kaldes også nogle gange Det positive omvendte af faldgruben.
Du kan her stille spørgsmål som:
Hvad efterspørger andre hos personen?
Hvad vil mindske den negative effekt af faldgruben?
4. kvadrant – Frygt eller allergi
Det er her, det gør ondt på din karakter. Hvad frygter karakteren vil ske, hvis vedkommende giver for meget plads til udviklingspotentialet? Hvilken frygt hindrer udviklingen?
Her kan du stille spørgsmål som:
Hvilke egenskaber er det værste karakteren kan forestille sig, at andre siger om vedkommende?
Hvilke handlinger og situationer giver karakteren ondt i maven (eller andre fysiske reaktioner)?
Hvad får du ud af Kernekvadranten?
Kan du føre din karakter gennem kernekvadranten, har du lige pludselig en skarp beskrivelse af vedkommendes styrker, svagheder og reaktionsmønstre.
Når du har den, kan du grave dybere i hvor styrkerne og frygten kommer fra, hvis det er relevant. Det kan det ofte være, når det drejer sig om din hovedperson, antagonisten eller andre centrale karakterer.
Er der derimod tale om en mere perifer karakter, kan en udfyldt kernekvadrant være lige nøjagtig så meget viden, du skal bruge, for at få karakteren til at fremstå nuanceret nok.
Hvor fandt jeg Kernekvadranten?
Jeg mødte modellen på et ledelseskursus. Jeg har set en del mere eller mindre fancy personudviklingsmodeller gennem årene, men denne her var anderledes.
Den var simpel, nem at udfylde og gravede meget dybt i ens personlighed. (I hvert fald da jeg først havde forstået det med det ‘omvendt positive’ i 3. kvadrant.)
På cirka 10-15 minutter stod jeg med en komprimeret beskrivelse af mig selv!
Det var en ambivalent oplevelse.
På den ene side føltes det, som at have fået overrakt en meget værdifuld skrøbelig gave. Samtidig følte jeg mig helt nøgen. Klædt fuldstændig af. Oven i købet med mine egne ord.
At bruge Kernekvadranten, når du skriver
I ledelsesudvikling er hensigten selvfølgelig, at man skal bruge modellen til at blive klogere på sig selv og derigennem blive en bedre leder.
Det er dine karakterer givet vis ligeglade med. De giver sjældent en fløjtende fis for faldgruber og udviklingspotentiale. De moser løs i deres egne tilværelser, med deres egne kæpheste og halvgennemtænkte beslutninger og roder sig ud i problemer.
Det er jo det, som skaber en god historie.
Men som forfatter er det værdifuld viden, du kan hive op af hatten, næste gang din karakter, står i en situation, hvor du er usikker, hvordan vedkommende skal reagere. Spørg dig selv, hvor din karakter er henne i kvadranten?
Jeg har nu efterhånden brugt modellen flere gange. Hvis du vil se hvordan, har jeg smidt et par eksempler nederst på siden.
Først og fremmest har jeg brugt den til at skærpe mine primære karakterer i Den Sorte Lakaj. Det er karakterer, jeg kender rigtig godt, for jeg har skrevet om dem i mange år. Der kom da heller ikke nogle store overraskelser for dagen i den proces, men jeg blev lidt skarpere på nogle af dem.
Senest har jeg så taget modellen i brug i et helt nyt skriveprojekt. Det er et projekt, der på nuværende tidspunkt kun er i idéfasen. Her har Kernekvadranten vist sig at være fantastisk til at komme bag om karaktererne. Jeg syntes selv, at jeg havde min hovedperson nogenlunde på plads. Men karakteren kom til at stå SÅ meget skarpere.
Giv derfor dine karakterer en rundtur i Kernekvadranten – eller dig selv – hvis du tør. 😉
Hvor kommer modellen fra?
** Kernekvadranten® er udviklet af hollænderen Daniel Ofman, og du kan se ham forklare idéen bag i dette YouTube-klip.
Jeg holder lige nu skrivepause på Nibelungens ring, mens nogen læser igennem. Men jeg har ret svært ved at slippe fortællingen, så jeg har lavet dette tegnede resumé – bare fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. 😄
🧜♀️🧜♀️🧜♀️ Historien handler om nibelungen Alberich. Han møder de tæskelækre Rhindøtre, som er en slags havfruer – bare i floden Rhinen.
💔 Men da Rhindøtrene ikke gider knalde med Alberich, bliver han mopset og siger, at så kan alt det dér med kærlighed også bare være ligemeget – øv bøv basta bum – Rend mig!!! 😣
💍 🤴 I stedet stjæler han Rhindøtrenes magiske guld og laver en ring, som kan gøre ham til herre over hele verden.
🏃♂️🏃♂️Den enøjede gud Wotan synes, at Alberichs ring er ret smart, så den stjæler han sammen med sin kammerat Loge.
🏡 Desværre kommer Wotan til at give ringen til jætterne, som afdrag på det nye hus, de har bygget til ham.
🙈 Det fortryder Wotan rimelig meget bagefter, og han bruger resten af historien på at få nogle til at gøre det grove arbejde med at stjæle ringen tilbage til ham.
🧍♂️🧍♀️🧜♀️🐲Der er bare også rigtig mange andre, som gerne vil have fingre i den dér smarte ring, så det giver selvfølgelig en mængde ballade.
💥Og til sidst ender det hele i et ordentligt brag. 💥
I arbejdet med version 2 af min genfortælling af Nibelungens Ring, er jeg på flere fronter trådt et par skridt tilbage. ⏮ ⏮
Blandet andet har jeg sat mig for at skrive en kort personkarakteristik af alle fortællingens karakterer.
Dvs. 2-3 linjer om karakterens væsentligste personlighedstræk og hvad, der driver ham/hende.
Det er en virkelig sjov lille opgave, og ikke noget jeg har prøvet at gøre systematisk før. Men jeg har en forestilling om, at det kan hjælpe mig til at skærpe mine dialoger og beskrivelser.
😊 Fortællingens hovedpersoner fremstår meget nuancerede og komplekse. De er ikke så svære at få styr på. Deres ord og handlinger afslører ganske tydeligt, hvem de er og hvad, de længes efter. De synger det, helt bogstaveligt, ud til verden.
🤔 Det er mere vanskeligt med de bipersoner, som kun optræder med ganske få replikker og handlinger. Her har min egen fantasi selvfølgelig mere frie rammer – og så alligevel ikke, for de skal være tro mod fortællingen.
Derfor oplever jeg det mere som en øvelse i at fange det ekko eller de spejlinger, der kastes tilbage af historiens hovedpersoner. Som om deres karaktertræk gemmer sig mellem ordene. 🙈 (Men jeg skal nok finde dem 😉 )
Jeg har tit behov for at have helt styr på verdenshjørner, og hvordan steder og ting er placeret i forhold til hinanden, når jeg skriver. 🗺️ Derfor tegner jeg altid masser af kort og plantegninger til at fastholde mine forestillinger, mens jeg skriver.
🙆 Nogle ‘tegner’ jeg bare inde i mit hoved, men oftest kommer de ned på papir.
Dels fordi jeg ikke kan lade være. Men også fordi, tegningerne hjælper mig med at opdage, når noget ikke hænger sammen, hvis logikken mangler, eller jeg kommer til at modsige mig selv.
I processen med at genfortælle Nibelungens Ring tegnede jeg også et kort. Eller rettere sagt, jeg stregede de vigtigste landemærker i et stiliseret landkort.
Men jeg kan ret godt lide at tegne kort, så for et par dage siden, kom jeg lige til at lave en lidt mere præcis skitse. Jeg er ikke sikker på, at den er helt på plads (der er noget med orienteringen i forhold til verdenshjørnerne, jeg ikke er helt tilfreds med), så der kan godt nå at komme et par versioner mere. Bare fordi jeg nok ikke kan lade være, selv om manuskriptet sådan set er færdigt.
Hvad bruger du af ‘hjælpemidler’, for at holde styr på detaljerne i din fortælling?
NB: En geografikyndig person kunne måske finde på at indvende noget i retning af: Jamen, sådan løber Rhinen jo slet ikke. ☝️🧑🎓
Og nej – det gør den ikke. Ikke i den virkelige verden. Men Nibelungens Ring foregår ikke i den virkelige verden, så jeg har taget mig alle de kunstneriske friheder, jeg syntes, jeg havde brug for. 😉
📝😊 Nogle dele af genfortællingen af Ringen skrev næsten sig selv. Særlig historien i Rhinguldet (den første af de fire operaer) transformerede sig over i mine ord næsten synkront med at jeg hørte/læste den. Her kunne jeg knap nok nå at følge med mig selv. 🏃♀️💻
Andre dele var mere drilske og smuttede mellem fingrene på mig. Nogle måtte jeg vende tilbage til flere gange, og indtil flere passager i historien måtte jeg simpelthen sætte på ‘hold’. Så måtte de ligge der og marinere, mens jeg skrev videre et andet sted i historien.
Én af de passager, der voldte mig de største udfordringer var Fricka og Wotans skænderi i ‘Valkyrien’. Det er en meget lang og ret kompleks dialog, hvor der bliver sagt virkelig meget – både på og mellem linjerne. Samtidig sker der også et skifte i personernes sindsstemninger og indbyrdes magtforhold i løbet af samtalen, som er væsentligt for historiens videre forløb. Det hele skulle formidles i prosa uden at det blev for tungt eller knudret.
(Hele mit udgangspunkt for at kaste mig ud i genfortællingen var, at jeg gerne ville gøre historien let tilgængelig, så det var også vigtigt for mig, at jeg ikke spændte ben for den mission.)
Det var derfor en passage, jeg vendte tilbage til at læse 📖 og lytte 🎶 til adskillige gange, inden det lykkedes mig at knække koden for, hvordan jeg ville hive de vigtigste pointer ud, og hvordan de skulle fortælles.
Men det lykkedes 🙂 og jeg blev selv godt tilfreds med det færdige resultatet. Nu er jeg så bare spændt på, hvad mine kommende læsere synes. 🤷♀️
